Tuborg

Tuborgs Fabrikker anlægges

A/S Tuborgs Fabriker blev grundlagt i Hellerup den 13. maj 1873 af en gruppe erhvervsmænd, med grosserer og slagteriejer Philip W. Heyman som initiativtager. Han var kommet under vejr med, at H.P. Prior var villig til at sælge det af ham ejede areal med havn i Hellerup. Prior havde i årene 1869-72 anlagt Tuborg Havn. Tuborg-navnet stammer fra et udskænkningssted, som blev opført af Jonas Thue i 1690'erne med navnet Thuesborg. Selvom Thue selv var brygmester, havde han altså personligt ingen forbindelse med det senere bryggeri. Thuesborg blev senere ombygget, og en ny, større villa blev tilføjet med navnet Store Tuborg. Denne blev senere et plejehjem.
Heyman fik C.F. Tietgen, grosserer Rudolph Puggaard og advokat Gustav Edvard Brock med på ideen at erhverve området til industrielt formål. Den 13. maj 1873 blev der indbudt til den stiftende generalforsamling. Det var planerne, at man ville udnytte havnen ved at anlægge et eksportbryggeri, et glasværk til at fremstille flasker til bryggeriet, en svovlsyrefabrik og en gødningsfabrik. ideen var at man ville eksportere øl til Sydamerika og importere gødningsstoffer fra den verdensdel.

Aktiekapitalen var på 1 mio. rigsdaler, hvoraf rdl. 800.000,- blev tegnet. C.F. Tietgen, der var formand for Privatbanken, blev selskabets første bestyrelsesformand. Philip W. Heyman var til gengæld firmaets største aktionær. Aktiekapitalen var ikke tilstrækkelig til at etablere de ønskede virksomheder, og man oparbejdede derfor en betydelig gæld. I bestyrelsen var Philip W. Heyman ansvarlig for anlæggelsen af virksomheden i samarbejde med en af tidens dygtigste ingeniører, cand.polyt. G.A. Hagemann. Philip W. Heyman engagerede desuden Hans Bekkevold, der var brygmester i Kristianssand i Norge, til opbygning af bryggeriet. Selskabets direktør var Leopold Damm, der var ansat på Tietgens initiativ.
De første øl kom på markedet 13. juli 1875, bl.a. Tuborgs lagerøl (fra 1932 kendt som Rød Tuborg). Forventningerne til eksportmarkedet slog dog fejl, for i disse år blev mekaniske kølemaskiner mere almindelige og muliggjorde også bryggeridrift i varme lande. De sydamerikanske lande opbyggede deres egne bryggerier, og disse bryggerier blev beskyttet af høje toldsatser. I Danmark var der en overkapacitet af gødning, og glasværket kunne ikke producere flasker til markedspriser. Tuborgs Fabrikker gik derfor dårligt, og selskabets storaktionær Philip W. Heyman forlangte direktøren fyret. Han ønskede også alt andet end bryggeriet afviklet. Ingen af delene ville Tietgen gå med til, hvad der førte til Philip W. Heymans udtræden af bestyrelsen.

Selskabet påbegyndte en ændring af produktionen, så den passede til danske forhold. Omlægningen af produktionen krævede nye investeringer, og bestyrelsen måtte derfor i flere år afvise at udbetale udbytte til aktionærerne. Forholdet til aktionærerne var derfor spændt. Efterhånden blev firmaets gæld blev konverteret til obligationer. Dette åbnede mulighed for, at Heyman og hans støtter i 1880 på ny forlangte direktørens afskedigelse for uduelighed. Denne gang lykkedes det, og C.F. Tietgen trådte samtidig ud af bestyrelsen. Heyman blev nu både administrende direktør og bestyrelsesformand og begyndte at rette skuden op.

Plakat af Erik Henningsen for Tuborg øl (1900), kendt som "den tørstige mand".

En konsolidering af virksomhed fulgte. Glasværket blev frasolgt til Kastrup Glasværk i 1881 og gødningsfabrikken sluttede sin produktion i 1882. Heyman var en leder, der forstod at benytte sine kontakter fra øvrige eksportforretninger, og igennem disse kanaler blev der eksporteret øl fra Tuborg til mange steder i verdenen. Det var dog på hjemmemarkedet, at den helt store salgsfremgang var. Da bryggeriet var opbygget som et eksportbryggeri, havde man kapacitet på bryggeriet til aftappe øl til det københavnske marked. Alle andre bryggerier solgte deres øl i fustager, der blev tappet ude i byen i små selvstændige forretninger. Aftapperne forsynede ølflaskerne med deres egne etiketter. Ved aftapning på egen fabrik havde man kvalitetskontrol med, at indholdet var det originale Tuborg-øl, at produktet havde en ensartet udseende, og at den hygiejniske standard var i orden. Ligeledes undgik man et fordyrende mellemled.

Heyman havde også god fornemmelse for markedsføringens betydning. Han fandt på de karakteristiske Tuborgparasoller, som beskyttede kuskene for vind og vejr, og samtidig signalerede, at her kom Tuborg. I 1880 kunne bryggeriet også præsentere Danmarks første pilsnertype, Grøn Tuborg. Pilsneren slog dog først rigtig an i slutningen 1890'erne. I 1888 fik han bygget Tuborgflasken til den nordiske udstilling i København. Kæmpeflasken fungerede som udsigtstårn og var forsynet med en hydraulisk elevator, der var sidste skrig.
Efter udstillingen blev flasken opstillet ved Tuborg tæt på hjørnet af Carolinevej og Strandvejen – nu dog uden elevator. Det kostede fem øre at opleve flasken indefra, men hvis man bagefter nød et glas øl i Tuborgpavillonen, fik man femøren tilbage. Denne pavillon blev åbnet af Tuborg i 1880'erne. Det blev et populært sted, hvor man kunne få hestene vandet og samtidig nyde en kold forfriskning. Pavillonen blev derfor et søgt udskænkningssted og desuden kendt for god mad. I 1925 lukkede pavillonen, for Strandvejens øvrige restauratører var trætte af konkurrencen fra deres egen ølleverandør. Pavillonen blev revet ned i 1934.

Heyman forstod også at trække på eksperter, selv om man var konkurrenter, når der opstod problemer. J.C. Jacobsen besøgte Tuborgs Fabrikker og gav gode råd om hygiejne, da der opstod problemer i driften med vildgær. Ligeledes indførte også Tuborg rendyrkningssmetoden af gær, der blev offentliggjort i 1883 af Carlsberg Laboratorium.
I 1890 gik Heyman ind på et nyt marked, idet han startede en produktion af mineralvand. Tuborg blev det første danske bryggeri, som lancerede en citronsodavand og en apollinaris.